Gå til hoved indhold

Autisme og sansebearbejdning

Mennesker med autisme kan ofte opleve verden som overvældende, da de bliver bombarderet med sanseindtryk døgnet rundt. Få som fagprofessionel redskaber til at skabe en god hverdag for målgruppen.

Mennesker med autisme har ofte en nedsat fornemmelse for deres krop, hvilket kan føre til angst og utryghed og dermed isolation. På dette kursus får du som fagperson viden om, hvilken betydning den enkeltes sansebearbejdning har for mennesker med autisme. Du lærer om de otte sanser, og hvordan man kan kompensere for fjernsanserne og træne nærsanserne, og hvad forskellen på dem er.

Vi gennemgår også undersøgelsesredskabet sanseprofil, der kan afklare sanseforstyrrelser og gør det nemmere at tilrettelægge en indsats bagefter. Du får også indsigt i, hvor stor betydning omgivelserne har for mennesker med autisme, og hvordan omgivelserne kan blive en medspiller frem for en modspiller.

Du får redskaber til at tilrettelægge hverdagen, så der tages højde for behovet for at have en struktureret og forudsigelig hverdag, som mennesker med autisme har. Endelig kan fysisk aktivitet være et vigtigt middel til at mindske angst hos mennesker med autisme. Vi kigger på angstens fysiologi kontra, hvad der sker i os ved fysisk aktivitet, og hvorfor det er så vigtigt at motivere mennesker med autisme til at være fysisk aktive.

Gennem en øget forståelse for kroppens otte sanser og deres betydning for vores trivsel, udvikling og læring kan angsten og utrygheden mindskes og den enkeltes fundament blive stærkere.

Målgruppe

Fagpersoner, der arbejder med mennesker med autisme.

Kursusform

Kurset veksler mellem oplæg, gruppearbejde og gruppediskussioner.

Sted

I Center for Specialterapi eller på fx deltagernes arbejdsplads.

Deltagerantal

10-15 deltagere.

Pris

Kontakt os for pris og mere info på tlf.: 39 98 79 12 eller mail: centerforspecialterapi@gentofte.dk